Glemt p-pille

Hvor lang tid er det siden, at du skulle have taget din p-pille?

 

Mindre end 12 timer?
Ingen problemer. Tag den glemte p-pille med det samme, og den næste til sædvanlig tid, så er du stadig beskyttet mod graviditet.

 

Mere end 12 timer siden?
Tag p-pillen straks, også selv om det eventuelt betyder, at du skal tage 2 p-piller på samme dag. Du er ikke længere sikker på at være beskyttet mod graviditet. Fortsæt med at tage p-pillerne men brug samtidig anden prævention i 7 dage.

 

Er der gået et døgn?
Så skal du tage 2 p-piller på én gang.  Du er ikke længere sikker på at være beskyttet mod graviditet. Fortsæt med at tage p-pillerne men brug samtidig anden prævention i 7 dage.

 

Hvis der er 7 eller flere p-piller tilbage i pakningen?
Når du er færdig med denne pakning, holder du pause på 7 dage, som du plejer, og starter på en ny pakning den 8. dag.

 

Er der færre end 7 p-piller tilbage i pakningen?
Når du er færdig med denne pakning, fortsætter du straks næste dag med en ny pakning. Du skal ikke holde 7 dages pause, som du plejer.

 

I tvivl?
Er du i tvivl om, hvordan du skal tage dine p-piller, så læs den vedlagte indlægsseddel i pakningen eller spørg lægen eller på apoteket.

 

Fortrydelsespiller

Fortrydelsespillen som kan købes i håndkøb kan tages indtil 72 timer efter et samleje, hvor beskyttelsen har svigtet. Men størst sikkerhed er der hvis den tages hurtigst muligt.

Der findes også fortrydelsespille på recept som kan tages op til 120 timer efter et samleje, hvor beskyttelsen har svigtet.

Du skal være opmærksom på at få taget en graviditetstest ved mere end 7 dages forsinket menstruation eller ved unormal blødning.